Energi til livet

Hvis jeg skulle beskrive de seneste uger af mit liv med ét ord ville jeg vælge – overskud! Alt hvad jeg beskæftiger mig med for tiden er ting som gør mig lykkelige og giver energi og i sidste ende giver mig styrke til at fortsætte på samme måde.

Jeg tror det hele startede med da jeg fik at vide jeg skulle til Kina – jeg var så lykkelig, og siden da har en kædereaktion af hændelser kun gjort mit liv endnu bedre. For at spare penge til turen, valgte at jeg at fravælge min elskede sport gymnastik, for det var simpelthen for dyrt når jeg står og skal bruge pengene et andet sted, men tanken om at sidde stille det næste år tiltalte mig på ingen måde! Så jeg lavede en aftale med mig selv; jeg ville til at løbetræne, og gerne et par gange om ugen. Så det gjorde jeg, jeg har før prøvet at sætte gang i sådan en plan men altid uden held, og jeg ved ikke helt hvad der gjorde denne gang anderledes, men nu løber jeg 2-3 gange om ugen. Det har motiveret mig til at spise bedre, så nu lever jeg praktisk talt af skyr og rugbrød (det kommer jeg til at savne i Kina, så det er nu det skal nydes!).

Men det er ikke kun som en støt stigning at energien viser sig, det er også sporadisk midt på dagen at jeg pludselig gør noget jeg ellers kun havde overvejet fordi jeg hidtil ikke ville kunne finde energien til det. Sidste torsdag startede lidt langsomt men efter jeg bevægede mig ud af huset for at hente min cykel fra cykelsmeden tog den pludselig fart, og jeg har nu om-dekoreret hele mit værelse og rykket rundt på mange af møblerne så der kommer meget bedre lys ind i rummet. Den bedre kost og regelmæssige motion har også medvirket til at jeg sover bedre om natten og i lørdags stod jeg frivilligt op kl. 9 og løb 5km inden arbejde, det kan godt være det ikke lyder stort i jeres ører men ved i hvornår jeg sidst gjorde den slags for mig selv? Aldrig. Og nu er det begyndt at smitte over i mit studieliv – i går blev jeg på universitetet efter undervisning var slut og gav mig til at arbejde på min bachelor, som først skal afleveres til august næste år, men jeg er så godt med i mine sædvanlige lektier at jeg følte mig klar til at begynde og da jeg kom hjem skrev jeg på min historie som jeg håber på at udgive før eller siden.

Så resultatet er at jeg er virkelig glad med masser af energi som kun giver mig endnu mere overskud til at gøre de ting jeg holder af her i livet! Jeg ved det godt, kvalmende fantastisk men jeg er sgu ret glad for fremgangen og efter en lidt skuffende sommerferie er det rart med noget positiv energi der fører mig derhen hvor jeg faktisk ønsker at være! For første gang i laaaaaang tid ligger jeg inde med en helt fantastisk energi til at leve mit liv - jeg leger sågar med tanken om at tage til USA i et par uger inden så længe.

I love it!

Jeg skal til Kina!

Det ene øjeblik sidder jeg og læser til reeksamen og ønsker død og ødelæggelse over verden. Det næste modtager jeg en mail som ændrer alt! Jeg skal til Kina og undervise i et år (med afgang i september 2014)! Pludselig er det den bedste dag nogensinde og jeg hopper op og ned som et lille barn!

Det hele startede for næsten et år siden, med at jeg hørte et nyhedsindslag om at Kina søgte europæiske lærere til at undervise deres ungdom og kommende ledere i engelsk. På det tidspunkt var jeg netop startet på min uddannelse Engelsk på SDU og jeg har altid haft en barnedrøm om at søge ud af Danmark når min endelige uddannelse engang var færdig, og her var en reel mulighed for at kombinere min uddannelse og gøre det jeg altid har drømt om. Siden da er der sket meget i mit liv, som blandt andet da jeg få måneder senere præsenterede idéen for min kæreste som jeg havde været sammen med i to år. Da han sagde at han ikke ønskede så meget som at flytte fra Fyn kom mit svar meget ubesværet og enkelt: ”Så passer vi to nok ikke sammen længere.” – for allerede der vidste jeg at intet kan holde mig i Danmark, ikke engang ham.

Og det var så det.

Næsten et halvt år efter denne dramatiske udvikling tog mine planer for Kina endnu en drejning, denne gang mere positivt men stadig i den rigtige retning. Min dejlige veninde Anne-Mette fandt et opslag på universitetet fra organisationen Connect2China, og jeg var solgt allerede første gang jeg læste det igennem. Ikke nok med at jeg får løn for mit arbejde som er at undervise i engelsk (my dream!), jeg får også en lejlighed og penge til billetten hjem, for lige knap 13.000 kroner! Jeg gav det samme for mit kørekort da jeg blev 18, det er jo crazy!

Men det var ikke lutter lykke, for samtlige alarmklokker ringede i mit hoved da jeg læste deres tilbud og hvad de forlangte for herligheden. Her startede en lang række udvekling af e-mails hvor jeg det meste af tiden undskyldte at jeg tvivlede på dem, men at det bare virkede for godt til at være sandt. Til sidst fik jeg kontakt til en anden som havde været af sted og endelig følte jeg mig sikker nok til at acceptere.

Så i dag fik jeg mit livs bedste mail – ”Velkommen til programmet Connect2China”, og jeg glæder mig allerede som et lille barn til at jeg skal af sted til september næste år.

 
http://www.connect2china.dk/

Mit fulde-jeg

Jeg hørte en joke i går fra min nabo, der handlede om en komiker der følte han havde to personligheder; en ædru og en fuld, og den fulde havde en tendens til at have en skjult dagsorden for den ædru. En morgen da han vågner med de ondeste tømmermænd, kommer han ind i sin stue og ser hvordan den er ved at blive malet i de særeste farver, og på bordet foran ham står et glas vodka med en seddel på; ”Drik mig, jeg er lige midt i noget!” Jeg grinte så meget af den her joke at jeg nær var faldet ned af min stol. Men det fik mig også til at tænke, har jeg også en fulde-mig? Svaret er et rungende ja!

Det er nu mandag formiddag og jeg er ENDELIG ved at være ovenpå efter den vilde ”døds-druk” i lørdags! Alkoholen er ved at være ude af systemet, den evindelige trang til chips, faxe kondi og pizza er ved at være væk, jeg kan bevæge mig væk fra sengen af andre grunde end for at gå på toilettet og aftenens begivenheder er blevet genfortalt til dem der ikke kan huske dem (blandt andet mig).

Hvad skete der helt præcist natten til søndag? Her er en blanding af det jeg har fået fortalt og det jeg kan huske: jeg har råbt Apple på japansk et utal af gange (Ringo), som et led i en gammel joke om at drikke et shot granatæble hver gang der blev sagt Apple, med det resultat at jeg blev temmelig fuld (men det var også pointen). Som følge deraf var jeg pludselig udenfor i gården på kollegiet hvor festen blev holdt, og her kravlede jeg ind af et vindue hos nogle fremmede som også havde gang i en fest og dansede med dem og en veninde i et stykke tid. Da vi vendte tilbage til vores egen fest blev en af gutterne fra festen og mig enige om at rive en klageseddel fra en sur nabo ned og flå den i stykker, så den lå spredt ud i hele lejligheden dagen efter. Jeg skiftede også kjole under festen da den anden lugtede af røg fra den anden fest i stueetagen. Det er ikke ret meget af det her jeg rent faktisk kan huske at have været en del af, faktisk var noget af det første jeg sagde da jeg vågnede søndag (til sangen ”Hangover” spillet alt for højt af vores kære vært, idiot): ”Ej, rev i klagen i stykker! Jeg ville have været med!” – så ja, jeg har vidst også en fulde-mig, og at dømme efter alle de blå mærker jeg altid vågner op med er hun lidt af en vild satan, men der er heldigvis ingen skjulte dagsordner …..endnu!

Random ending quote from Thomas Hartmann "Science Faction": "Når hun ilderen kommer i brunst, men der ikke bliver gjort noget ned det, så kan hun dø - af liderlighed!"

One of those days

Så er klokken lige blevet 20 og jeg er for første gang trådt ind af min dør siden jeg tog af sted til universitetet her til morgen omkring kl 8.30. Det er skam ikke fordi det har været en dårlig dag, måske bare lidt lang. Jeg tror at hvem der end planlagde skemaet for mit studie har moret sig kongeligt med at ligge 45 minutters undervisning hver fredag i hele 2. semester mellem 9-10, og så er det et ”obligatorisk” fag (videnskabsteori II) i den forstand at vi slipper for at gå til eksamen i faget hvis vi møder op. Det resulterer i at folk møder op, finder deres computer/Ipad/smartphone frem og dukker op 45 minutter senere uden at have hørt et ord af hvad læren har sagt. En af vores mere dedikerede professorer er gået så langt som til at sende os en mail: ”Guys, the least you could do, is pay attention! That is all I ask of you, and I know you are not paying attention now, because NO ONE looks down at their crotch and smiles!” ..Well, så spændende er det altså bare ikke.

Efter skole havde jeg en aftale med Bjørn og hans nabo Martin (kendt under navnet: nabo) som skulle ud og shoppe, og jeg tænkte at jeg kunne tage med som moralsk opbakning (=grine af alt de pegede på). Men på trods af min overskuelige deltagelse mente jeg stadig der var plads til backup! I form af min egen nabo Skille. Hun virkede interesseret hvis vi ser bort fra smerten ved at shoppe og ikke have råd til noget til sig selv, men af en eller anden grund insisterede hun på at jeg skulle cykle hjem efter hende. Jeg troede jo at jeg havde regnet den godt ud med at blive på universitetet og snakke med min bedsteven Caglar mens jeg ventede på at klokken blev 13 og jeg kunne begive mig over i centret og få mig et billigt grin. Endelig kommer Skille med argumentet: ”Jeg gider ikke kæmpe mod vinden alene!” og jeg går med til at møde hende på halvvejen (farlige Fruens Bøge!) Da vi endelig finder hinanden går det op for mig at pigebarnet ikke ved det er i centret vi skal shoppe og ikke midtbyen og så giver hendes sære adfærd straks lidt mere mening. Suk altså.

Da vi ankommer til centret er drengene allerede i gang og vi ankommer lige som Martin træder ud af prøverummet. Jeg ligger hårdt ud med et: ”De ligner satme noget du eger i forvejen!” og får et ”Jep, bare uden det hul der var kommet på røven” og så var fyrene færdige med at shoppe…Wtf? Martin brugte 1000kr på cirka 20 minutter og derefter gik de forvildede rundt i hælene på os resten af tiden, med undtagelse af Bjørns ur adventure inde i en smykkeforretning på 2 minutter. Wow.

Tja så var vi jo klar til at tage hjem, eller rettere jeg var, for Skille skulle ud og spise med nogle mennesker fra hendes gamle studie og gutterne ville gerne se film (men KUN hvis det blev hos Bjørn). Jeg sagde pænt nej tak med undskyldningen om at min seng savnede mig noget så grusomt (og det havde den også!!) og da brugte Skille sit hemmelige våben: ”Vi kunne da se en film med Hugh Jackman, Sarah?” – så var jeg jo nødt til at tage med!? Så vi cyklede hjem til dem og i det øjeblik vi trådte ind af døren hos Bjørn blev vi ramt af en sær indelukket lugt af sure sokker og en opvask der trængte til at blive taget. Vi luftede ud og satte os og så x-men (joy, happy, mums! Jeg kan ikke forklare det, okay….mig og Hugh har et specielt bånd!), men da film nummer to blev sat på listede ”den friske luft” som det bliver omtalt i Jonathan Spangs show Familie, sig ind på mig og jeg faldt i søvn. Da film nr. 2 sluttede var det vidst også tid at komme hjem til mit havregryn og min seng! Men intet godt i TV, lovely!

I know, kedelig update :b Men kan da fortælle en spændende ting! Tjek lige min nyeste bog! :D Det er et 8. vidunder i mine øjne!! Feast your eyes!!!

Random ending picture: food for your thoughts :)

Flytte hjemmefra tanker

Kære internet, så er jeg tilbage! …igen…..host og øh igen, for som min søde nabo Skillechen mindede mig om er dette mit tredje forsøg på at lave en blog, og sidste gang der var synlig aktivitet på min blog var i 2010…christ som tiden dog går. Der er alligevel en ting eller to der har ændret sig siden da. For eksempel er mit hår nok 5 meter længere *host host* og jeg er single, og hvis der fandtes en skala over den slags ville jeg nok være MEGET single lige pt. :b

I må ikke spørge mig ikke hvorfor mit comeback skulle laves en mandag aften klokken skidtfisk om aftenen, men så er der da også sket noget godt i dag, ud over alt det andet gode altså. Idéen til at forsøge og lave en blog igen (og igen) har jeg gået med i et stykke tid, men med henblik på hvordan det gik sidste gang hvor jeg evig og altid glemte mit password og aldrig kunne få adgang til min blog, samt min forunderlige evne til at gå på universitetet og stadig stave af H til, var jeg lidt skeptisk ved at gå i gang. Men da Skille sagde at det var efterspurgt blandt de kære chicks tænkte jeg nu skulle det dælme være! Og nu da jeg sidder med det har jeg da også en besynderlig lyst til at bryde ud i High School Musical sangen: ”This is the start of something new!” hvilket er noget fis, for det er det overhovedet ikke, men følelsen kan jeg vel ikke helt nægte :b Så nu prøver jeg sgu at se hvordan det går! :D

Men nu til lidt mere presserende sager! – livet som udeboende!

Da jeg flyttede hjemmefra for snart 3 måneder siden, gruede jeg over nogle meget alvorlige ting i forbindelse med problemerne mellem mine forældre og det faktum at jeg skulle bo sammen med vores alle sammes Skille; var dette ligesom kaptajnen der forlod den synkende skude? Ville alting i mit liv gå hen og blive et stort skænderi? Faktisk overvejede jeg hvilket hus der ville brænde ned først, mit gamle hjem eller mit nye.

Men hvis der er noget jeg elsker så er det da at blive modbevist! Faktisk har det der har været tættest på at få mig slået ihjel de seneste par måneder været mine ture gennem Fruens Bøge, de mennesker der bor der er muligvis rige, men de er satme sære…Men mine forældre lever stadig (endda sammen, who would have thought?) og ved første øjekast virker de sgu glade nok. Men efter at have tilbragt lørdag-mandag (altså til i dag/i går) hos dem må jeg nok revidere den udtalelse senere. Og mit nye liv i Odense med mine nabo Skille går jo over alt forventning, vi har det sjovt som en i helvede, undskyld sproget, og vi har en gensidig aftale om at lukke døren når vi ikke kan klare mere, selvom jeg faktisk ikke tror det har været aktuelt endnu. Vi spiser tit aftensmad sammen og alt for tit også hinandens mad, ser TV i min seng, under Skilles (dobbelt) dyne (MUMS) og på ægte engelsk mannér (til ære for mit skønne studie) har vi the-tid der gerne bliver brugt ude i solen når den titter frem med sladder og semi-meningsfulde samtaler. Men da vi sjovt nok hænger på de samme mennesker til hverdag, er vi nået til det punkt hvor vi kan grine af hinandens anekdoter allerede inden den første sætning er fortalt færdig, hvilket ofte frustrer den stakkels lytter der tror de går glip af et eller andet vigtigt. Interne jokes dukker flittigt frem de særeste steder for tiden; ”Kan det knaldes væk?”, ”MOKAI!” og ”Hnnng!” men det er sgu ikke noget nyt i det her selskab. Livet er sgu herligt!

Men er hele oplevelsen ved at være flyttet hjemmefra virkelig så fantastisk? Kort sagt ja, men jeg har nok gradbøjet det lidt afhængig af hvem du spørger…

Til de gamle – ”Jeg savner min hund, en opvasker, en der vasker mit tøj, mad i mit køleskab, mad generelt der ikke er ketchup eller havregryn, ro på mit værelse (har et køleskab), et ansvarligt menneske der kan varetage indkøb af sæbe og opvaskemiddel for det lærer jeg ALDRIG! GAAAAAAAH!”

Til mine venner – ”Ad hvor har jeg mange tømmermænd, men fuuuuuuuuuuck hvor jeg elsker at bo ude! Hvorfor fanden fandt jeg ikke på det noget før? PARTEY ON!!!”

Til mine naboer – ”Øh sådan en ejer jeg så ikke lige rigtig, kan jeg låne af dig til jeg selv får det skaffet? Pretty please??”

Til mine studiekammerater – ”Jeg kommer ikke i skole i dag…skal lære at vaske tøj/har en kæmpe opvask/har en vigtig film jeg er nødt til at se/skal nyde solen/jeg har tømmermænd…” (det er faktisk lidt sørgeligt at jeg har brugt hver og en af de undskyldninger, og nogen af dem mere end en gang)

Oh well! Det var et lidt langt comeback men håber I får noget ud af det, og at mit liv ikke er så kedeligt som jeg selv går og gør det til inde i mit hoved hehe :)

Random ending quote from ”I blame Disney for my high expectations of men”: I hate it when websites ask: “Are you a human?” Umm hello? I’m obviously an unicorn!